Lego i Vand, februar og marts 2018

Børnene i Vand har de seneste tre uger brugt deres temafagstimer på at lege med lego, eller rettere: de har brugt timerne på at bygge modeller af Lego Education-materialet Lego WeDo.

Lego WeDo giver bl.a. både forståelse for mekanik og programmering, og vi kunne sagtens have brugt meget længere tid på at undersøge og afprøve de mange forskellige muligheder for pludselig at se nye sammenhænge og også beskrive dem, men desværre kan man hos Center for Undervisningsmidler kun låne materialet for tre uger ad gangen, og tre uger går hurtigt.

Dog nåede vi at bygge fugle, der kunne dreje rundt ved hjælp af remme på remskiver og selvfølgelig en motor, og vi blev også meget optagede af at afprøve knastskivers placering og betydning for en trommende abes armbevægelser. Højdepunktet var, uha, selvfølgelig den sultne alligator, der blev programmeret til at vente på, at en lille, sød barnefinger blev stukket i gabet på den,  så den kunne hapse og gnaske!