0.-5. klasse på Naturskolen, 27. juni 2018

Den sidste skønne udflugt i dette skoleår gik til Naturskolen, hvor vi blev mødt af Peter Boll og Bjarne Manstrup. De ældste børn skulle med Peter og de yngste børn med Bjarne ud for at se på dyrelivet i fjorden. De to grupper drog af sted i hver sin retning med trækvogne fyldt med net, baljer, spande og vandkikkerter.

Ved vandet blev der undersøgt og undret og udstødt forskrækkede eller begejstrede hvin, mens krabber, tangkutlinger, rejer og andre små vanddyr blev fanget og sat ud i de store baljer, så vi kunne kigge nærmere på dem og lære om dem.

Tiden gik hurtigt, og før vi vidste af det, skulle vi pakke sammen og sige farvel til alle de søde fisk og krabber, for de skulle tilbage i fjorden, og vi skulle tilbage til Naturskolen for at spise… fiskefileter. Peter kogte også fjordrejer, som vi kunne pille og smage på, og der var enighed om, at rejerne var noget af det lækreste, man kunne spise, måske kun overgået af Dennis’ fiskefileter.

Til sidst var der lige plads til en sjov leg, som alle kunne være med til, og så kunne vi sige pænt farvel til Bjarne og Peter efter en spændende dag med masser af tid til fordybelse og nysgerrighed.

Tusind tak til Peter og Bjarne på Naturskolen og også til de forældre, der transporterede os ud og hjem igen.