0.-5. klasse på besøg hos Dennis, 26. juni 2018

Og så siger man, at man ikke skal gentage en succes. Vores besøg Dennis siger absolut det modsatte.

I højt humør og i lige så høj sol vandrede vi i flok ud til Dennis, hvor de modige børn straks hoppede i den berygtede kannibalgryde, der i dagens anledning var hed og fyldt med løg, forårsløg og gulerødder. Blev det for varmt i børnesuppen, kunne man løbe en tur igennem sprinkleren og køle en smule ned, og der var bold- og kongespil på gårdsplads og græsplæne.

Da frokosttiden nærmede sig, tændte Dennis og Daniel op i grillen, så bøffer og hjemmebagte burgerboller også kunne blive varme, og selv de mest gennemkogte og møre børn måtte overgive sig og forlade suppen til fordel for burgere og en lille is.

Som afslutning på dagen besøgte vi Henning, Dennis’ tyr, og Hennings kone. Vi var lidt nervøse, da de store dyr kådt kom springende, efter Dennis havde kaldt på dem, men Henning og frue ville egentlig bare gerne gnave i de blade, vi havde med, og ikke i os. Det var vel nok heldigt!

Og så kunne vi efter endnu en dejlig dag i hinandens selskab drage hjem til skolen igen, mens vi sang og pjattede. Tusind tak til Dennis for at lægge have og dyr til vores besøg – det var meganice!